Home » Cand. Psyk.

Cand. Psyk.

Godnat og sov godt” – hvad siger forskningen?

Af Cand. Psyk. Diana Kløvedal                                                                                                           (25 august 2015)

Mange danske forældre har prøvet at stå uden for deres lille barns værelse med et ur i hånden. Med blødende hjerte har de ventet på at give deres skrigende barn trøst. Metoden kaldes populært “Godnat og sov godt” og er en brutal metode – både for barnet og forældrene. Alligevel har 42 procent af de danske forældre prøvet metoden ifølge en undersøgelse, som YouGov foretog for avisen 24timer i februar 2012. Det er nemlig en metode, som mange finder effektiv, og som søvnløse, udmattede forældre anbefaler hinanden.

Det er en misforstået forestilling, at små børn skal sove igennem om natten. Det mest naturlige er, at barnet vågner op til flere gange hver nat. Denne evolutionære funktion sørger for, at barnet får nok føde og omsorg. Der er ingen videnskabelig evidens for, at det skulle være en fordel at have et spædbarn, der sover ét langt stræk om natten. Det er ikke naturligt for mennesket at være i dyb søvn i mange timer. Voksne har også korte opvågninger om natten – de registreres eller erindres blot ikke. Denne misforståede forestilling gør desværre, at mange forældre føler at de skal søvntræne deres børn.

Godnat og sov godt

“Godnat og sov godt” er skrevet af den spanske læge Eduard Estivill og journalist Sylvia de Béjar. Ifølge Estivill & Béjar (2000) skal børn kunne sove 11-12 timer i træk om natten allerede ved 7 måneders alderen. Gør de ikke det, skal de lære det ved at forældrene systematisk ignorerer deres gråd. Denne form for søvntræning kaldes også for “Cry It Out” (C.I.O.)

I “Godnat Og Sov Godt” beskrives meget konkret, hvordan metoden skal benyttes: forældrene skal forlade værelset, inden barnet falder i søvn. Når barnet begynder at græde skal forældrene vente med at gå ind til barnet indtil x antal minutter er passeret. Tidsintervallet øges da gradvist. Det længste interval er 17 minutter.

Estivill & Béjar beskriver, hvordan helt små børn bevidst manipulerer med deres forældre. De benytter sig af “tricks” og har “våben” til at få deres vilje. Der anbefales en forhindring i døråbningen ind til værelset, da barnet ellers kan kravle ud og begynde at lede efter sin mor eller far. Det anbefales også at holde afstand til barnets seng, så barnet ikke kan gribe fat i forældrene, når uret tillader at man endelig går ind til det grædende barn.

Estivill & Béjar forklarer at børn i frustration kan kaste op, men heller ikke det skal afholde forældrene fra at stoppe søvntræningen. Opkastning er en måde hvorpå barnet kan manipulere med forældrene. Et “trick”. Og forældrene skal derfor virke upåvirkede, når de skifter sengebetræk og pyjamas på barnet, lyder det. (5)

Ifølge Estivill & Béjar virker metoden i 96 procent af tilfældene. Barnet opgiver simpelthen kampen om forældrenes opmærksomhed og falder i søvn af ren udmattelse.

Udviklingspsykologer er i dag bekymrede over denne metode, da den nyeste forskning viser, at metoden kan have alvorlige konsekvenser for barnets videre udvikling.

Men hvilke psykologiske konsekvenser har denne C.I.O. søvntræning? Hvad sker der egentlig med de mange børn, der i god tro, systematisk udsættes for denne metode?

Det lille barn kan ikke regulere sig selv

Estivill & Béjar mener at barnet, hvis det udsættes for konsekvent søvntræning, med tiden kan lære at berolige (regulere) sig selv. Og derfor kan barnet lære at falde i søvn uden hjælp fra forældrene.

Men postulatet er absurd ud fra den viden vi i dag har om barnets hjerne. Det er nemlig et umuligt krav at stille til det lille barn. Yngre børn kan ikke regulere sig selv. Deres umodne hjerne er endnu ikke udviklet til at kunne regulere emotioner. Igennem C.I.O. søvntræning kan man betinge barnet, så det lærer at holde op med at græde, men det er ikke en indikation på, at barnet har lært at regulere sig selv. Tværtimod. Barnet er stadig stresset – både på et psykologisk og fysiologisk plan. Barnet erfarer hurtigt, at det ikke hjælper at kalde på sine forældre – og det ikke kan få den nødvendige og vigtige hjælp til at emotionsregulere.

Selvregulering er en mestringsstrategi, der først læres når barnet bliver ældre og hjernen mere moden. Selvregulering er ikke noget, der kan forceres. Det er en evne, der udvikles i takt med, at barnets hjerne udvikles. Og paradoksalt nok kan længerevarende C.I.O. søvntræning have den konsekvens, at barnets evne til emotionel selvregulering kan blive forringet som voksen. Emotionel selvregulering er neurologisk umuligt for små børn, da hjernen endnu ikke har udviklet de nødvendige områder i hjernebarken og pandelappen. Det kræver højere kognitive funktioner, der først begynder at blive udviklet omkring 3-års alderen (3), (6).

Stresshormoner dannes ved længerevarende C.I.O.

Når barnets gråd konsekvent ikke bliver reguleret gennem længere tid dannes stresshormoner, der kan påvirke de neurale forbindelser i hjernen.

Barnets hjerne er det første år meget følsom og i en eksplosiv vækst. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt, at der dannes for mange toksiner, hvilket kan være tilfældet, når man systematisk lader barnet græde alene i længere tid.

Yngre børn er derfor afhængige af, at forældrene forsøger at regulere dem, når de græder. Forældrene skal respondere på deres gråd og forsøge at trøste/regulere dem – selv om det ikke altid lader sig gøre med det samme. Det er naturligt og en vigtig del af vores biologi.

Bliver barnet efterladt alene til at græde længerevarende, og barnets kontaktforsøg ignoreret i forløbet, kan det have den konsekvens, at barnets nervesystem lukker ned, fordi der dannes for mange stresshormoner og toksiner i hjernen. Barnet bliver for belastet (7), (8), (14). Indenfor psykologien kaldes dette fænomen “Shutdown Syndrome”.

Ved konsekvent og længerevarende C.I.O. søvntræning benytter barnet sig af denne strategi, når nervesystemet bliver for belastet. Og derfor kan metoden være særdeles effektiv, hvis den benyttes konsekvent. Flere evidensbaserede studier påpeger, at børn udsat for C.I.O. søvntræning har et højt indhold af stresshormonet, Cortisol, i blodet flere måneder efter søvntræningens begyndelse – selv om de objektivt ser ud til at have reguleret sig selv (15).

Barnet kan således stadigt være stresset, selv om det ikke længere græder ved indsovning.

Et forsøg af Middlemiss, Granger, Goldberg & Nathans fra 2011, viste at på 3. dagen af C.I.O. søvntræningen, begyndte mødrenes indhold af stresshormonet cortisol at falde i takt med, at børnene begyndte at græde mindre. Men børnenes indhold af Cortisol i blodet forblev højt flere måneder efter (15).

Den nyeste forskning viser, at det potentielt kan ødelægge det lille barns evne til senere i livet at regulere sine følelser, hvis det systematisk bliver efterladt til at græde længerevarende. Barnet kan påvirkes i negativ retning både på et psykologisk og et fysiologisk plan. Barnet kan få en erkendelse af, at det ikke bliver hørt og langsomt lære ikke at udtrykke sine behov. Længerevarende C.I.O. kan ligeledes skade den vigtige tilknytning mellem mor og barn. Den eneste måde, hvorpå et lille barn lærer at regulere sig selv, er ved at omsorgsgiveren trøster det, holder om det og giver det hud mod hud-kontakt. At lade barnet græde længerevarende, uden at respondere på gråden, kan potentielt føre til senere psykiske vanskeligheder (1), (2), (3), (7), (8), (9), (10), (12), (13), (14), (16), (17), (18), (19), (20).

Barnet har behov for hjælp til at lære at sove trygt om natten

Det er forståeligt, hvorfor så mange forældre vælger at benytte metoden, når forfatterne lover hurtige resultater, og mener at det er det bedste, man kan gøre for at hjælpe sit barn med at lære at sove. Men der tages ikke hensyn til den nyere udviklingspsykologiske forskning på området. Heldigvis vælger de fleste forældre kun at afprøve metoden i en kortere periode, fordi C.I.O. søvntræning er så langt væk fra vores instinktive yngelpleje.

Jo mere omsorg man giver barnet i de tidlige år, og jo mere man hjælper barnets umodne hjerne med at regulere, jo bedre udvikles hjernen. Barnet vil da udvikle empati, en grundlæggende tillid til sig selv og omverdenen, samt en høj social intelligens.

Den bedste måde man kan “søvntræne” sit barn på er ved at give barnet de mest optimale og trygge rammer. Praktiser sikker samsovning med dit barn, responder på barnets signaler og hjælp barnet med at regulere sig selv. Trygge og vel-regulerede børn vil med tiden begynde at sove trygt igennem om natten. Giv barnet så meget fysisk kontakt som muligt. Det stimulerer den neuroaffektive udvikling i hjernen, giver barnet en stor psykisk robusthed og øger intelligensen. (3), (4), (8), (9), (10), (13), (14), (18), (19), (20).

Kildelitteratur:

  1. Blunt Bugental, D. et al. (2003). The hormonal costs of subtle forms of infant maltreatment. Hormones and Behaviour, January, 237-244.
  2. Bremmer, J.D. et al. (1998). The effects of stress on memory and the hippocampus throughout the life cycle: Implications for childhood development and aging. Developmental Psychology, 10, 871-885.
  3. Cole, M. & Cole, S. & Lightfoot, C. (2005): The Development of Children. New York: Worth Publishers. s.
  4. Dawson, G., et al. (2000). The role of early experience in shaping behavioral and brain development and its implications for social policy. Development and Psychopathology, 12(4), 695-712.
  5. Eduard Estivill og Sylvia de Béjar (2000). „Godnat og sov godt”. Borgen.
  6. Eysenck, Michael W. & Keane, Mark T. (2005). Cognitive Psychology: A Student’s Handbook. (5. udg.). Hove (UK): Psychology Press.
  7. Gazzaniga, Michael S., Ivry, Richard B. & Mangun, George R (2002): Cognitive Neuroscience. The Biology of the Mind” (2. udg.). New York: Norton.
  8. Hart, S (2006): Hjerne, samhørighed, personlighed – en introduktion til neuroaffektiv udvikling”. Hans Reitzels Forlag
  9. Hart, S. (2008): “Betydningen af samhørighed – Neuroaffektiv udviklingspsykologi”. Gleerups Forlag.
  10.       Hart, S. & Schwarts, R. (2008): “Fra interaktion til relation – tilknytning hos Winnicott, Bowlby, Stern, Schore & Fonagy”. Hans Reitzels Forlag.
  11.       Heim, C. et al. (1997). Persistent changes in corticotrophin-releasing factor systems due to early life stress: Relationship to the pathophysiology of major depression ad post-traumatic stress disorder. Psychopharmacology Bulletin, 185-192.
  12.       Henry, J.P., & Wang, S. (1998). Effects of early stress on adult affiliative behavior, Psychoneuroendocrinology 23( 8), 863-875.
  13.       Hewlett, B., & Lamb, M. (2005). Hunter-gatherer childhoods. New York: Aldine.
  14.       Luby JL, Barch DM, Belden A, Gaffrey MS, Tillman R, Babb C, Nishino T, Suzuki H, Botteron KN.(2012): Maternal support in early childhood predicts larger hippocampal volumes at school age. Epub 2012 Jan 30.
  15.       Middlemiss W, Granger D.A., Goldberg, W.A., Nathans L. (2011): Asynchrony of mother-infant hypothalamic-pituitary-adrenal axis activity following extinction of infant crying responses induced during the transition to sleep. Early Hum Dev. 2012 Epub 2011 Sep 23.
  16.       Narvaez, D., Panksepp, J., Schore, A., & Gleason, T. (Eds.) (2013). Evolution, Early Experience and Human Development: From Research to Practice and Policy. New York: Oxford University Press.
  17.       Panksepp, J. (1998). Affective neuroscience. New York: Oxford University Press.
  18.       Schore, A.N. (2000). Attachment and the regulation of the right brain. Attachment & Human Development, 2, 23-47.
  19.       Schore, A.N. (2001). The effects of early relational trauma on right brain development, affect regulation, and infant mental health. Infant Mental Health Journal, 22, 201-269.
  20.       Stein, J. A., & Newcomb, M. D. (1994). Children’s internalizing and externalizing behaviors and maternal health problems. Journal of Pediatric Psychology, 19(5), 571-593.