Home » Marie Sloma Qvortrup

Marie Sloma Qvortrup

Journalist. Gift med journalist Henrik Qvortrup og mor til fire børn og to voksne bonusbørn. Har praktiseret samsovning det meste af tiden siden det ældste barn blev født i 2004.

Maries historie:

Jeg er ældste og eneste barn fra mine forældres relativt korte ægteskab. De blev skilt, da jeg var to år gammel, og min mor flyttede med det samme sammen med min stedfar. Da det var en hård skilsmisse med et højt konfliktniveau, har jeg fået fortalt, at jeg med det samme knyttede mig til min “nye” far, som jeg insisterede på, at sove på maven af om natten. Da jeg som treårig blev storesøster til en bror, blev vi fra starten puttet sammen i vores forældres seng, og selvom vi på sigt fik egne værelser, fortsatte vi med at falde i søvn sammen i vores forældres store seng til vi var ret store. Jeg erindrer først at falde i søvn i egen seng, da jeg blev tolv-tretten år. Min bror fortsatte med at gå ind til vores forældre om natten og sove i deres seng til han var fjorten.

Da jeg selv blev mor, havde jeg både vugge og tremmeseng parat. Men jeg opdagede hurtigt, at det nemmeste og rareste, var at putte min datter i vores dobbeltseng. Tidspunktet, hvor det skulle føles naturligt at lægge hende til at sove i sit eget værelse kom aldrig rigtigt. Jeg elskede at have hende liggende hos mig, og selvom hun i en periode, hvor omverdenens velmenende pres blev for stort, blev løftet ind i egen seng, vågnede hun gentagne gange – indtil hun kom ind til mig, og fik lov til at sove i min armhule.

 

Børn, der sover dårligt

Mit ældste barn var ørebarn. Det vil sige, at hun havde tryk i ørerne, mange infektioner og en meget afbrudt nattesøvn de første leveår. På dårlige nætter kunne hun vågne hvert tyvende minut.  Det var derfor nødvendigt at installere en seng i vores arbejdsværelse, så min mand kunne få sovet, inden han skulle op og på arbejde næste dag. Hvis jeg ikke skulle blive komplet vanvittig, måtte vores datter ligge hos mig hele natten, hvor jeg kunne regulere hendes temperatur, amme hende og sørge for, at hun lå eleveret med hovedet, så hendes søvn blev så god som muligt. Det var ganske enkelt det eneste, der fungerede, så jeg opgav derfor at bruge hendes egen seng indtil hun et par år efter skulle have en lillesøster. På dette tidspunkt var hendes far og jeg flyttet fra hinanden – og jeg skulle nu have det til at fungere som enlig mor til to.

 

Godnat og sov godt – nej tak!

Da barn nummer to kom, havde hun gudhjælpemig kolik. Hun skreg fra klokken 17 til midnat hver eneste dag det første halve år. Og øvelsen gik nu ud på, at få puttet den store – midt i ragnarok, og at sikre, at lillesøster ikke vækkede storesøster. Ved enten at have min mor eller min bedste veninde til at gå op og ned af gulvet med den skrigende baby, kunne jeg putte den store – som nu blev lagt i sin egen seng – i værelset lige ved siden af soveværelset. Det var i denne periode, at jeg af velmenende bekendte blev introduceret for “godnat og sov godt”. Folk omkring mig mente, at jeg skulle lægge min ældste datter i egen seng, og lade hende græde sig selv i søvn. Det blev til utallige aftener, hvor baby skreg i baggrunden og storesøster blev ved og ved at græde og forsøge at komme op af sin tremmeseng. Jeg læste med bestyrtelse, at man skulle lade barnet græde – og selv hvis det kastede op af afmagt og hysteri, skulle man ikke tage hende op. Det kunne jeg ikke. Det virkede på alle måder naturstridigt, at lade hende være så ked af det – og ikke at kunne forklare hende, hvad der skete. Hun var påvirket følelsesmæssigt efter at hendes far og jeg var flyttet fra hinanden, hun havde lige fået en lillesøster, som skreg, og hun var jaloux. Oveni dette havde hun endnu ikke noget særligt sprog, og jeg oplevede, at det, hun higede efter og havde brug for, var at være tæt på sin mor. Ikke at blive lagt til at sove alene. Så “Godnat og sov godt” blev droppet. Og jeg har aldrig praktiseret den metode siden. Løsningen blev, at hun blev puttet tæt op af mig i min seng, og at jeg selv gik i seng når babyen var faldet til ro ved midnatstid. Det siger sig selv, at jeg i en lang periode ikke fik meget søvn om natten. Men jeg blev under min barsel med nummer to god til at prioritere søvn i dagtimerne, så jeg kunne klare de hårde eftermiddags og aftentimer med to børn med forskellige behov.

 

At vælge samsovning fra starten

Det blev altså til, at jeg sov med mine to piger i den store seng, og da barn nummer tre kom, og jeg atter var flyttet sammen med min mand, var jeg slet ikke i tvivl: Der skulle være plads til alle i sengen. At få en lillebror skulle ikke betyde, at de to ældste blev smidt ud af sengen. Derfor satte vi en ekstra seng op ved siden af dobbeltsengen, så vi alle kunne sove godt – og igen blev en seng i kontoret nødvendig, for at min mand kunne få søvn i hverdagene, hvor han skulle op og på arbejde om morgenen. Barn nummer tre er nu seks år. Han har aldrig sovet i egen seng. Da han blev storebror, blev endnu en seng sat op i soveværelset, så de to største fik hver sin seng – ved siden af dobbeltsengen, hvor der nu lå to små drenge ved siden af deres mor. Heller ikke den yngste har nogensinde sovet i egen seng om natten. I dagtimerne sover han i barnevogn og vugge, men om natten, sover han imellem sin storebror og mig. Og med sine to søstre i samme rum. Far sover med ørepropper i på kontoret. Og sådan fungerer det bedst for os.

Samsovning har således ikke fra starten af mit moderskab været et bevidst valg. Det har snarere været et spørgsmål om, hvad der praktisk har fungeret – og ikke mindst et spørgsmål om, hvad der har føltes naturligt – og som dermed gav de tryggeste børn. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke også er et egoistisk valg at sove med mine børn. Selvfølgelig er det det. Det er nemmere at høre børnene, når og hvis de vågner om natten, nemmere at opdage, hvis de har feber, mareridt eller kaster op. Jeg behøver ikke at være bekymret for, om de sover godt – for jeg kan hele tiden se og høre dem – og det giver mig en bedre søvn. Og sidst, men ikke mindst, så elsker jeg at sove sammen med dem. Når jeg ligger der – med det dyrebareste, jeg har omkring mig, kan verden bare komme an!

 

De stressede børn

Tanken om at mine børn skal ligge langt fra mig natten igennem er uendeligt fjern. Jeg synes, at vi moderne mennesker jager rundt dagen lang, at både institutionsbørn og skolebørn har meget lange dage og at vi som familier har (for) mange bolde i luften i form af fritidsaktiviteter, sociale arrangementer og tid væk fra familien. I mange familier begrænser samværet forældre og børn imellem sig i hverdagene til ganske få timer. Timer, hvor vi også skal lave mad, rydde op, lave lektier, bade og gøre klar til den efterfølgende dag. Mange børn har ligesom deres forældre en travl hverdag med utroligt mange gøremål. Og selvom læger og psykologer i årevis har råbt vagt i gevær i forhold til stress og mistrivsel hos vores børn, ja så fortsætter mange det høje tempo. I min familie har vi valgt at prioritere at hente børnene hjem så tidligt som overhovedet muligt. De har kun en fritidsaktivitet hver og de små har max en legeaftale om ugen. Vi spiser altid eftermiddagsmad og aftensmad sammen rundt om spisebordet i køkkenet,  og vi sover sammen. Ofte har børnene allerede badet og fået nattøj på inden aftensmaden, så der er en rolig periode, inden de skal i seng. Vi har som forældre oplevet symptomer på mistrivsel, hvis vi afviger for meget fra de rolige rammer. Hovedpine, kort lunte, ondt i maven, mareridt, grådlabilitet, manglende lyst til at komme afsted om morgenen og nedsat appetit. Så snart disse symptomer optræder, ved jeg, at det er tid til at skære yderligere ned på aktivitet – og yderligere op for fysisk nærvær og omsorg.

Groft sagt er det gamle slogan “ro, renlighed og regelmæssighed” tilsat gode måltider og samsovning det, der virker og giver harmoni i vores hjem. Det er meget enkelt, men ikke altid nemt at holde fast i.

Børnenes eget valg

I dag har de tre ældste børn hvert sit værelse, hvor de har egne senge. Har de for eksempel overnattende venner, sover de på egne værelser. Og den ældste er også begyndt ind imellem at foretrække at sove på sit eget værelse. Hun fylder snart fjorten. Jeg ser familiesoveværelset som en tryg base, hvor der altid er og skal være plads. Som det sted, vi sammen lader op og hviler ud til dagene. Og som et kærligt samlingspunkt, hvor ingen er alene.

En ting, der ofte har undret mig, er børns evne til at sove fra deres søskendes lyde eller gråd. At de kan sove med en søster eller brors fod i ansigtet.  Men det kan de altså! Selv en baby, der græder og skal op og skiftes eller bøvse midt om natten, har aldrig været et problem. Mine fire børn har kun meget sjældent vækket hinanden. Nok fordi de er vant til hinandens lyde, og trygge i deres søvn. Min mand og jeg ender ofte dagen med at sidde på sengekanten og se på en hel bunke børn, der ligger flettet ind i hinanden som små kattekillinger. Åh, der findes ingen større lykke end det syn.

 

 

Omgivelsernes forargelse

At praktisere samsovning og stå fast på, at det er det rigtige for ens familie kræver relativt stærk rygrad. Vores omverden er ikke altid gearet til forskellighed og utraditionelle løsninger, hvilket jeg ofte oplever, når folk hører om, hvordan vi sover hjemme hos os. Heldigvis er jeg vant til det. Min mand og jeg boede i hver vores lejlighed i seks år, men blev ved med at være gift og få børn sammen.

“Skal de ikke snart sove på deres egne værelser?”, “smid dem dog ud af jeres soveværelse!” eller “I er ikke rigtigt kloge!” er typiske reaktioner. Ligesom folk generelt har svært ved at regne ud, hvordan man som forældre kan have et sexliv, hvis man sover med sine børn. Den samme undren og forargelse har jeg mødt, når jeg har valgt at amme mine børn til de var to år. Jeg er heldigvis bedøvende ligeglad. Det eneste vigtige er, hvad der fungerer for os – og hvad der giver trygge, glade og empatiske børn. Andre må gøre, hvad de synes er det rigtige. Det blander jeg mig ikke i.