Karen Hedegaard Mortensen

Cand arch, PD Psykologi, Mor til 5 børn, 23 års erfaring med samsovning

Af Karen Hedegaaard Mortensen

Læs også Karen H. Mortensen`s debatindlæg i Kristelig dagblad

Jeg kom til verden på en gård, langt ude på landet, i en kærlig og rummelig storfamilie, hvor der i forvejen var fem søskende, en far og en mor og begge hold bedsteforældre boende tæt på.

Min mand Tyge er den ældste ud af en søskendeflok på 5. Hans far var lærer på en Landbrugsskole, hans mor var dagplejer, og familien boede i et kostskolemiljø, hvor der altid var masser af folk og leben omkring dem.

 

Værdier

Med den baggrundshistorie lå det mere i kortene, end det kostede os svære overvejelser at få 5 børn. Der blev ligesom bare ved med at være plads omkring spisebordet – og i familiesengen. Nogle ting var nemme. F.eks er vi grundlæggende enige om, at nær familie og nære relationer til mennesker omkring os er den vigtigste ingrediens i det gode liv. En anden livsholdning vi også deler, er at man ikke skal lægge alt for meget under for hvad andre folk tænker, og at der også skabes mening og skønhed i det uperfekte. (Hvilket er en yderst ”praktisk holdning” at have, når nu vi ikke er de mest strømlinede og systematiske mennesker på denne jord).

Børneopdragelse er egentlig heller ikke noget vi har brugt synderlig meget tid på at diskutere. Børnene har været harmoniske og er tæt knyttet til hinanden og til os – de har som udgangspunkt været med os overalt, og til alt, så vidt som muligt. Vores usagte devise for børneopdragelse har vel været noget i retning af : Børn skal ikke VÆRE centrum, de skal VÆRE MED i centrum. Andre ting har dog været svære.

Den største sorg

I 2002 er jeg gravid i 5 måned. En dag undrer jeg mig over, at jeg en tid ikke har mærket tegn på liv. Efter et forfærdeligt døgn med angst og usikkerhed, bliver fødslen sat i gang og jeg føder den fineste lille dreng –  dødfødt.

Vi gav ham navnet Emil. Der blev taget hånd og fodaftryk og vi valgte, at han skulle brændes, så han kom op i himlen til de frie fugle. På det tidspunkt vidste vi ikke, hvor vi som familie ville ende med at slå os ned. Han fik derfor et lille hjørne på min forældres grav, med et fuglebad og en lille fugl hugget i granit.

Folk spørger tit, hvorfor vores designfirma i dag hedder Emil h design, det er ikke så ofte jeg fortæller historien, men her fik I den. Emil er på den måde også lidt med i det hele.

Selvom Emil ikke var fuldbåren, ved alle, der har oplevet det samme som vi, at sorgen kan synes ubærlig stor.

På det tidspunkt havde vi i forvejen tre børn. Det der hjalp os igennem en svær tid, var at vi rykkede sammen som familie. Jeg havde ingen kræfter og ingen lyst til nogen ting, men de andre børn skulle stadig op og i skole og børnehave, og havde brug for at hverdagen fortsatte, så vidt muligt som den plejede. Familiesengen var der, hvor vi alle mødtes, både om dagen og om natten. Vi græd, trøstede, lå arm i arm, og i ske. Mærkede varmen, trygheden og små portioner af livsmod, der langsomt vendte tilbage.  For os er familiesengen en tankstation. En tankstation af trøst, varme og kærlighed for os alle sammen. Et sted for hvile og beroligelse, leg og latter, men først og fremmest et sted, hvor vi får en fornemmelse af at høre til og sammen. Med den sikkerhed i ryggen, kan vi klare rigtig meget.

 

Senge, der stod tomme

Da vi ventede vores første barn, Tove Marie, var jeg ved at uddanne mig til møbel og indretningsarkitekt og designede og byggede den fineste lille vugge til min datter. Den skulle kunne vokse med barnet og kunne laves fra vugge om til en juniortremmeseng,  og senere kunne den igen laves om til en to personers sofa til børneværelset. Og jeg var pavestolt. Et genialt koncept, synes jeg selv dengang og konceptet blev da også senere solgt til STOKKEMØBLER i Norge. Det er dem der også, laver Trip Trap stolen der ligeledes kan vokse med barnet.

Det paradoksale er, at vi aldrig selv, kom til at bruge den fine vugge. Vi havde dengang en mindre treværelseslejlighed i Aarhus med en stor dobbeltmadras på gulvet i soveværelset. Der sov hun fra allerførste dag, fordi det simpelthen var det, der føltes mest rigtigt og fordi det både var langt det nemmeste med de mange amninger, og gav os alle mest mulig søvn. Den fine vugge og senere tremmesengen kom til at henstå ubrugt og fyldt med alverdens ragelse.

 

Familiesengen

Senere igen designede jeg en familieseng på 2 x 2 meter. For senge der er bredere end dobbeltsenge fandtes, der dengang ingen af på markedet . Den var med vilje designet meget lav så børnene, ikke slog sig, hvis de faldt ud over kanten og udformet som en smykkepude, hvorpå det mest værdifulde jeg ejer, sov hver nat. I den har vi sovet med alle vores 5 børn, nogen gange udvidet med madrasser på gulvet, da 2×2 meter jo snart også blev for smalt- igen.  Da vi får barn nummer 4 flytter vi i hus og alle får også egne rum og egne senge, men familiesengen forbliver tankstationen, hvor dem der har brug for at sove med nogen, altid har lov at komme at være og sove, mens dem der gerne vil sove alene (det gælder også forældrene) har mulighed for at gøre det andre steder i huset. Hold op hvor har folk tit spurgt os. ” hvordan har I dog fået 5 børn, når I sover på den måde?” Men det er jo simpelthen fordi vi tænker indretningen af huset anderledes. Der er muligheder for os forældre, for at være ALENE, bare os to, andre steder i huset. For os er soveværelset og familiesengen, der hvor vi ALLE kan være SAMMEN som familie og tanke op af kærlighed, tryghed og samhørighed. Den store seng er ikke eksklusivt forældrenes. Den tilhører os alle sammen. selv de store børn, der længe er flyttet på egne værelser, i egne senge, flytter i perioder tilbage. Det kan have mange årsager og det styre de helt selv. For nylig brækkede vores yngste på 12 sit ben 2 steder og havde mange smerter. Selvom han egentlig nu sov i sin egen seng, flyttede han nu igen ind i familiesengen. Benet er nu healet, smerterne er væk og drengen er uopfordret atter flyttet tilbage til sin egen seng.

De sidste år er jeg begyndt at læse alt hvad jeg overhovedet har kunnet finde om samsovning. Her fandt jeg bl.a ud af, at i Japan sover familierne pr tradition sammen med deres børn på brede futoner. De beskriver sengen som en flod, hvor moren er den ene bred og faren den anden og børnene er vandet der flyder mellem flodens breder. Og tankevækkende er det, at Japanerne opfatter den vestlige verdens dobbeltsenge, som et ekskluderende møbler, hvor der er jo ikke plads til alle, og de undre sig over, at det er børnene, der må vige pladsen og sove alene på værelser væk fra forældrene, for hvordan kan forældrene så passe på dem?

 

Omgivelsernes fordomme

Igennem tiden er vi blevet mødt med mange velmente råd og spørgsmål til vores sovearrangement.  ” Er I ikke bange for vuggedød” ” Hvad nu når børnene skal på lejrtur? eller hvad når de skal besøge venner og familie?” “ Sover I ikke dårligt”?  eller ” Er I ikke bange for at børnene aldrig flytter ud af jeres seng igen?” ” har I overhovedet noget sexliv?” “ Tror I ikke I kommer til at fortryde det”? osv

 

Det sidste spørgsmål kan jeg svare på med det samme. Fortrudt det har vi på ingen måde. Tvært imod! De trygge og harmoniske børn og den stærke tilknytning og ikke mindst de mange guldrandede øjeblikke vi har fået med hinanden ved at sove i familieseng, opvejer til fulde alt andet.