Om samsovning
Hvorfor sove sammen med sine børn?
Denne hjemmeside er for dig, som gerne vil praktisere samsovning med din familie. Den er for dig, som er nysgerrig, i tvivl, eller savner inspiration til hvordan og hvorfor samsovning kan fungere.
Siden er ment som et sted, hvor du kan få råd og vejledning til hvordan samsovning kan praktiseres på sikker og forsvarlig vis, et sted, hvor du kan blive klogere på de mange fordele ved at sove med sine børn, og et sted, hvor du forhåbentlig kan finde svar på de spørgsmål, der måtte melde sig undervejs.
Alle børn og alle familier er forskellige, og der kan være mange veje til målet, som overordnet set er trivsel hos både store og små.
Vores overbevisning er, at Ingen børn har godt af at græde sig i søvn alene. At vi i en verden fuld af krav og stress kan finde ro og tryghed ved at sove sammen. Vi tror på, at problemstillinger og dårlig trivsel hos vores børn kan afhjælpes, hvis vi giver dem lov til at tanke op på kærlighed og tryghed om natten, og at også store børn kan have behov for at ende dagen i en voksen favn.
Målet er at skabe trygge og harmoniske unger med en sund tilknytning til deres forældre og søskende, der gør dem følelsesmæssigt stærke, empatiske og modstandsdygtige overfor de mange former for stress et menneskeliv udsætter os for. Som børn, som forældre, som par, og som familie.
Samtidig er det vigtigt at understrege, at samsovning ikke er en religion. I virkeligheden kan det ses som et skridt tilbage – til en tid, hvor det var naturligt at sove med sine børn for at holde dem varme og beskytte dem. Fuldstændig ligesom alle andre pattedyr gør det. Det er hverken raketvidenskab eller hokus pokus, men helt naturligt – og oven i købet vanvittig hyggeligt. Og så er vores erfaring, at det rent faktisk øger trivslen hos hele familien. Velkommen på siden!