Amning og samsovning.

Ammehistorier.

Ammehistorier er der mange af. Her er min egen;

Mens børnene var små, nåede vi at flytte, 7 gange, i deres 7 første leve år. Det var bestemt ikke planlagt, men sådan blev det – Bl.a  p.gra. uddannelse, jobskifte og u-landsophold.

Det er ikke alle der har biologi til at amme, men for os blev amningen vores redning. Jeg tror ikke, det liv vi valgte at leve, havde kunnet lade sig gøre, hvis ikke jeg havde ammet.

For små sarte maver er ammemælken altid ren og altid parat, med den rigtige temperatur, den helt rigtige næringssammensætning. Samtidig gav amningen tryghed, lige meget om vi stod i lufthavnen i Hong kong eller i flytterkasser op til begge øre i Kerteminde. Det var hamrende praktisk.

Amningen gav frihed og harmoniske unger

Amning gav for os frihed og fleksibilitet og harmoniske rolige børn. Og det på trods af en omskiftelig tilværelse.

Alle vores 5 børn er blevet ammet mellem 13-18 måneder hver.

“Aj er det ikke vildt hårdt ?” Spurgte mange andre mødre mig dengang – “Det kunne jeg altså ikke”, var ofte deres konklusion.

Jeg selv synes til gengæld at amningen, var en guds gave, i en travl hverdag. Et multi survival tool. Og vi trodsede endnu engang alle skrevne, såvel som uskrevne regler om, ikke at bruge brystet til trøst eller til ind-sovning eller mod smerte eller bare for hyggen eller tryghedens skyld. Vi brugte simpelthen brystet til ALT. Amning ad libitum.

Ingen sutter

Vi havde heller ingen sutter. Det kom der også mange forunderede spørgsmål til. Når folk spurgte, hvorfor vi ikke brugte sutter, var vores forklaring, at når man er på farten, bliver de væk eller skal vaskes og skoldes hele tiden. Sutter passer ikke til vores lidt kaotiske og spontane måde at leve vores familieliv på.

Men den egentlige årsag var, at vi I bund og grund havde en stærk fornemmelse af, at når barnet søger brystet, har det en legitim grund der skal imødekommes.

Selvom vi ikke vil det – eller tror det – så ligger alle i nogen grad, mere eller mindre under for omgivelsernes normer og meninger. I hvert tilfælde hvis vi ikke er meget bevidste om ikke at gøre det.

Fortidens skam hænger i gardinerne

En dag da vi besøgte min mands ellers meget søde mormor på 98 år og hun så jeg stadig ammede Anton, der dengang var lige godt et år, sagde hun,”Ammer du stadig den store dreng, det er da vammelt”. Ja det sagde hun virkelig. Og hun mente det. Men det er så også 20 år siden nu. Forhåbentlig møder ingen de holdninger og spørgsmål i dag. Men nogen gange oplever jeg, at visse myter hænger grundigt, fast i generationer. Også selvom sundshedpersonalet for længst er begyndt at rådgive anderledes.

Vi holdt selvfølgelig ikke op med at amme drengen af den grund, men jeg fik alligevel en følelse af skam når barnet offentligt begyndte selv at hive op i blusen. Mon der var andre der synes det var klamt? Det blev faktisk mit helt private stopsignal. Første gang alle mine 5 børn begyndte at hive op i trøjen, i køen i supermarkedet, stoppede jeg amningen, næsten fra den ene dag til den anden. Faderen kunne ikke forstå mig. Han synes vi skulle være fortsat.  Der er så meget der er nemmere, også for faderen, når vi ammer – synes han.

Set i bakspejlet

Havde jeg været ung mor idag, havde jeg nok valgt at amme endnu længere. Men presset fra mit fuldtidsarbejde, træthed og omgivelsernes uforstående spørgsmål, fik mig dengang til at stoppe. Jeg havde på det tidspunkt allerede ammet mine børn længere end langt de fleste kvinder i min omgangskreds (Jeg er 50 år i dag). Men jeg græd, hver gang den mindste i flokken fik sin sidste tår. For jeg har været SÅ glad for at amme.

Set i bakspejlet var det et stort pres, at skulle være både mor og tilgængelig mælkebar, dag og nat og samtidig klare et fuldtidsjob.

Når vi snakker om bedre forhold for børnefamilier, er det mit håb, at man vil se på alternative måder – for vi mødre – at kombinere amning og arbejde udenfor hjemmet. Arbejdspladserne synes at favorisere mænd uden familiære forpligtigelser. Det er i hvert tilfælde ikke særlig velegnet for ammende mødre. Det må kunne gøres bedre. Meget bedre.

Amning og samsovning

Det er et medfødt instinkt at barnet forbinder amning med indsovning. Undersøgelser viser at langt de fleste amninger, ender med at barnet falder i søvn ved brystet. ( Mckenna, About Breastfeeding) Ser man på mange andre pattedyrs nyfødte unger, så dier de og falder i søvn, tæt ind til moderen og til søskende. Det gør de også, fordi der er stoffer i mælken der virker beroligende, dæmper smerte og hjælper til indsovningen.

At skille amning og indsovning ad, er derfor hverken nemt – eller naturligt – eller særlig hensigtmæssigt, set i relation til barnets helt naturlige og legitime behov.

 

De fredelige oaser

Med mindre mine børn skulle ud i deres elskede barnevogn ammede jeg dem i søvn liggende. Jeg husker det, som nogle af de dejligste stunder i mit liv. Det var den travle mors og barnets fredelige oaser med hvile, tryghed og rå mængder nærvær. Man ligger der og kan alligevel ikke lave noget som helst andet. Tit var jeg så træt ved aften-putningen at jeg selv faldt i søvn med barnet ved brystet. Så fik vasketøjet og andre gøremål lov at vente. Er man træt skal man have lov at sove. Det har været devisen her i huset. Det er min erfaring, at den tid, har været mere end godt givet ud.

https://www.researchgate.net/publication/281167524_There_is_no_such_thing_as_infant_sleep_there_is_no_such_thing_as_breastfeeding_there_is_only_breastsleeping