Hvor sov du som lille?

Kan du huske hvor du selv sov som lille? Sover dine egne børn på samme måde? Mange af de adfærdsmønstre vi har, går i arv til næste generation. Det gælder også måden vi sover på. Historien her, beskriver angsten for mørket, men også erindringer om varme og tryghed. Om hvordan samsovning minimerer stress i en fortravlet hverdag og kan opbygge følelser af stærk samhørighed.

Af Cand arch Karen Hedegaard Mortensen redaktør på hjemmesiden samsovning.dk

 

Sorg og mørke

Jeg er opvokset på en gård i Nordvest-Jylland. Jeg var den mindste af en søskendeflok på 6. En augustdag i 1969 ændrede vores liv sig dramatisk. Min far døde i en arbejdsulykke, og min mor stod alene tilbage med 6 børn og en stor gård. Jeg var kun et halvt år gammel dengang og min ældste bror var 15.

Jeg har som voksen fået fortalt, at i årene efter min fars død, sov alle vi børn sammen med min mor i dobbeltsengen eller i små senge, rundt om hende. Det husker jeg selvfølgelig ikke selv noget om. Men det viser at vi mennesker er skabt som sociale væsener og når vi trues rykker vi instinktivt sammen for varme, tryghed og trøst.

Min mor giftede sig efter en del år med min stedfar, og mine ældre søskende flyttede alle ret hurtigt hjemmefra. Hvordan vi sov efter min mor blev gift igen ved jeg ikke. Men jeg mindes altid at have haft min egen seng, og mit eget værelse og her forventedes jeg som udgangspunkt at sove. Jeg havde dog lov til, at komme ind til min mor og stedfar, hvis jeg blev bange,hvis det tordnede og lynede eller jeg bare trængte til nærvær ved sovetid eller tidligt om morgenen.

Hvis jeg om aftenen, var ved at falde i søvn mellem dem, sagde min mor: “ Mon ikke du sover bedre i din egen seng? Det tror jeg vist du gør” hvilket var signalet til, at jeg skulle gå ind til mig selv.

Jeg husker angsten for mørket på mit værelse og skrækken for de mærkelige skabninger under min seng, og for de mærkelige lyde, som jeg ikke vidste hvor kom fra.

Varme og tryghed

Heldigvis fik jeg også tit lov til at krybe ind under dynen til min 4 år ældre storesøster. Vi sov sammen på hendes smalle sovebriks, både for hyggens skyld og fordi jeg nogen gange var bange og ikke kunne falde i søvn. Det lykkeligste var når vi i ferien alle sov i telt sammen. Om aftenen læste min mor hele lange bøger højt, mens vi bare lå og lyttede. Vi lå pakket som sild i tønde, men jeg ELSKEDE det. Der er andre rare minder fra  ferierne. Vi børn fik lov at sove i smørhullet mellem min mormor og morfar, når vi var hos dem. Om vinteren kom der en varmedunk i bunden af sengen og et tæppe i revnen, så vi ikke helt forsvandt ned mellem de store springmadrasser. Husker også tydeligt at jeg sov i min farmors store dobbeltseng, når jeg med jævne mellemrum blev passet af hende. Vi bad altid fadervor sammen og hun bad også langvarigt med en beroligende mumlen, for ALLE dem vi kendte. Det var det tryggeste og dejligste i hele verden.

Barndommens indtryk sætter sig i krop og sjæl. Det er bare ikke altid vi er bevidste om dem, derfor kræver det omtanke at beslutte, hvilke kulturelt-bestemte adfærdsmønstre, vi som voksne, ønsker at drage med os videre, ind i vores eget familieliv. Det gælder selvfølgelig også beslutninger omkring måden vi ønsker, at sove som familie. Sammen eller hver for sig.

 

 

Samsovning minimerede familiens stress

I 2006 var jeg færdig med min barselsorlov med Anders. Han var den sidste ud af vores børneflok på 5. Jeg startede på fuld tid og arbejdede sådan de næste 4 år, indtil jeg var på nippet til at gå ned med stress. Vi måtte sande, at det var for hårdt, med to fuldtidsarbejdende forældre og det på trods af vi begge var glade for vores  arbejde og havde faglige ambitioner.

Det blev mig der gik ned i tid. Vi blev enige om, at vi var for mange dage væk fra børnene i for mange timer. Familielivet blev ædt op. Hamsterhjulet tog os: Børn der skulle hentes og bringes. Et væld af børne-fritidsaktiviterter. Forældremøder og skolearrangementer. Indkøb, madlavning, tøjvask, rengøring – trætte pirrelige børn og irritable voksne.

Når vi kom hjem var der ikke meget energi tilbage, til det der skulle være vores familieliv..

I denne travleste og hårdeste tid i vores familieliv, blev vores sove-arrangement, vores redning. Vi har fra første færd, altid sovet i familieseng med alle vores børn. Alle har haft egen seng og værelse fra en tidlig alder, men udgangspunktet var, at vi alle sov sammen i familiesengen om natten.

Vi havde som nybagte forældre mange forventninger, til det gode nærværende  familieliv, men følte vi havde alt for få timer med børnene efter arbejdet. Det var ikke nemt  at nå at indhente alt det forsømte.

Men når vi efter et varmt bad krøb sammen i familiesengen, var det ofte et af dagens allerbedste stunder, både for små og større børn og ikke mindst for vi voksne. Dette at dele søvn, har for os været en måde, hvorpå vi kunne  “tanke op på nærværs-og tryghedskontoen” både for børnene og for os selv.

 

 

Samsovning skabte samhørighed

Som det sker i alle børnefamilier, har der været dage med urolige børn, syge børn, børn i naturlige selvstændighedsfaser, børn der får tænder, søvnløshed p.gra alt for lyse sommer-aftener osv. Omstændigheder som giver gråd og uro og børn, der har svært ved at falde i søvn, og irritation og søvnmangel hos vi voksne. Men vi erfarede også, at det alt sammen var nemmere at gennemleve, når vi sov med børnene i familiesengen. Både når det var en almindelig hverdags putning eller vi var sammen med dem i frustrationen og smerten ved sygdom og perioder med livsforandringer.  Vores erfaring er, at den grundlæggende tryghed og stærke sammen-hørigheds-følelse der skabes, ved at sove sammen, minimerede familiens samlede stress, til et minimum.

Set i bakspejlet

I dag er flere af vores børn flyttet hjemmefra. Resten er længe flyttet på egne værelse. Kun vores yngste vælger stadig familiesengen som foretrukne sovested. Set i bakspejlet har dette familie-nærvær, givet så fantastisk  mange smukke og hyggelige stunder. Øjeblikke i en travl børnefamilie, som vi på ingen måde ville have undværet.

Men det er ingen hemmelighed, at vores måde at sove på, i begyndelsen gav os mange undrende spørgsmål fra omgivelserne. Det var ikke normalt at sove med sine børn på den måde vi gjorde det. Vi havde små børn i den periode, hvor det var meget almindeligt at praktisere søvntræning. Mange børn fik lov at græde sig i søvn bag lukkede døre, for at de skulle lære at falde i søvn alene. Det mente man oprigtigt var bedst for alle parter.  Det er først mange år senere vi finder ud af, at vi ikke var hverken alene eller “ mærkelige” I vores valg af sove arrangement.

Langt de fleste forældre i verden sover nemlig med deres børn. Set i et historisk perspektiv, så blev der i de første 200.000 år af menneskets eksistens her på kloden, overhovedet ikke stillet spørgsmålstegn ved, om barnet skulle sove hos dets forældre eller ej. Det gør der så i dag – men faktisk kun her I Vesten og vi udgør kun små 10% af jordens befolkning. Mange af os, overtager ukritisk den vestlige sove-kulturen fra tidligere generationer. En god nyhed er, at flere og flere i dag, nu heldigvis stopper op og selv tager stilling.

At sove ved siden af en du elsker, får dig til at falde i søvn hurtigere, det reducere stress og depression og hjælper os til at leve længere. For os var valget ikke svært.